Stoffer er en glimrende måde at bevare civilisationen på, og strikning, som et folkehåndværk, kan spores tilbage til oldtiden. Bibelen nævner vævning mere end én gang. Da Jesus blev naglet til korset, bar han en sømløs strikket kappe, hvilket indikerer, at der eksisterede sømløst tøj for to tusinde år siden.
Charmen ved strikning ligger ikke kun i de mange myter og legender omkring det, men også i dets tilgængelige og populære tiltrækningskraft. Historierne om strikning er fascinerende. For eksempel brugte spanske kirkemedlemmer på Isle of Faire i Skotland, ombord på den spanske Armada (flåden sendt af kong Filip II af Spanien for at erobre England i 1588), lokale plantefarver til at farve uld og strikke det, hvilket skabte Fair Isle-mønsteret (Figur 1-1), som stadig er meget brugt i dag. Aran-mønsteret har på den anden side en historie på tusinder af år; for to tusinde år siden bar fiskere i Galilæa strikkede huer med Aran-mønstre.
Den udbredte popularitet af strik afspejler dets rolle som et ægte folkehåndværk i dets formidling. Dette håndværk bruger værktøjer lige fra simple pinde, trægenstande, knogler og endda lange, hårde pindsvinsfjer.
De tidligste strikkede stoffer blev skabt ved hjælp af lappe- eller syteknikker, med en kort uldstreng trådt gennem hver løkke. Denne teknik dukkede første gang op i stenalderens Schweiz og er blevet videregivet til i dag, fra simple stoffer til de skandinaviske vinterhandsker med én finger (tommelfingeren er adskilt, og de andre fire fingre er sat sammen; lokalt kendt som wrap-around handsker (Figur 1-2)). Det siges, at det bedste garn til vævning af disse handsker skal have meget lange fibre og spundes individuelt, så det resulterende garn kan snoes og pakkes uden tydelige knaster. Omslagshandsker er komplekse og tidskrævende, men de er meget varme, komfortable og holdbare. Hvis man ser godt efter, kan man se, at en enkelt tråd går gennem hver løkke og trækkes stramt.

